Er Langeskov Lokalhistoriske Forening og Arkiv helt glemt i forbindelse med Kerteminde Kommunes Budgetforlig? Ole Madsen fra Arkivet har forfattet følgende læserbrev, som er at læse i Fyens Stiftstidende mandag den 8.oktober 2018. Langeskov Lokalhistoriske Forening og Arkiv har hidtil arbejdet sammen med Langeskov Bibliotek
Læserbrevet lyder således:
Hvor skal Langeskovs arkiv flytte hen?
Ved budgetforhandlinger om Kerteminde Kommunes sparerunde har vores borgmester sovet dårligt.
Vi er mange, der kommer til at sove dårligt i fremtiden. Endnu en gang kan man se, at Langeskov ligger langt fra Kerteminde, så langt væk, at man ikke hører vores nødråb om, at kultur også er andet end Renæssancehavn. Vores bibliotek i Jernbanegade skal lukke, og alle løfterne om, at kulturen ville få mulighed på det gamle rådhus og senere REMA 1000 er glemt. Det skal sælges. Biblioteket får ny adresse på Langeskov Park ikke om flere år – nej i begyndelsen af 2019. Langeskovs arkiv er en del af biblioteket, og skal vi flyttes med? Vi gemmer fortiden for de gamle sogne Marslev, Birkende og Rønninge. Vi har gjort opmærksom på vores eksistens gennem skrivelse og sidst omkring høringssvar til råderumskataloget. Vort behov er 150 hyldemeter til arkivbokse, ca. 20000 glasplader fra blandt andet fotograf Mortensens Arkiv – mellem 8 og 10 arbejdspladser på ca. 90 kvm.
At flytte biblioteket fra Langeskov bymidte er en katastrofe, og kigger man kommunens masterplan igennem for en levende bymidte, har man strakt sig langt for at få Langeskov Park med på kortet. Langeskov Park er et sportscenter, og man skal være mobil for at komme dertil.
Man glemmer, at biblioteket har mange funktioner end bare udlån, og typisk er det ældre der får hjælp. Hvor skal de gå hen og få løst problemer eller spørgsmål?
Skal vi flytte til Langeskov Park med biblioteket og arkivet, skal der bruges 6 til 8 klasseværelser. Kan man finde plads til det indenfor de næste måneder, er det ikke os, der er et økonomisk problem, men Langeskov Park, hvis man har haft de kvadratmeter stående tomme gennem længere tid.
Ole Madsen
arkivleder
Langeskov Lokalhistoriske Arkiv