Jeg elsker originaler! – Jimmi Bisgaard
Jimmi Bisgaard har så længe han kan huske villet være filminstruktør. Skolelærere, forældre og andre voksne rystede på hovedet af ham. Det kan man ikke sådan blive! Men Jimmi gik målrettet efter at gøre drømmen til virkelighed. Alle avisdrengsoptjente penge gik til det første udstyr. Et 6 ugers ophold hos Farsøs Møbelfabrik med at lave stoleben (et ønske fra faderen om at få et mere reelt arbejde) kunne ikke bekæmpe drømmen. Børneopsparingen blev brugt på et film-og mediekursus på en højskole og så startede Jimmi stort set sin egen virksomhed. Han “hang ud” med de skæve eksistenser.
I aftes kom vi til at lære Torben fra Bogense at kende. Han havde bygget en togbane i sit hjem. Det specielle ved togbanen var, at den var bygget oppe under loftet, for som Torben sagde,”den plads bruger vi jo aldrig”. Togbanen kørte rundt i hele huset, undtagen soveværelset og badeværelset, sågar et klædeskab gik togbanen igennem!
Vi blev også gjort bekendt med vagabonden Børge Sønderjyde, der boede i en campingvogn i Assens.Han havde en travl hverdag, da han sendte alle busser godt af sted – til tiden vel at mærke og bød dem velkommen hjem igen. Han kunne alle busafgange og -ankomster. Til morgenmad fik han grøn kaffe, var vist nok her på det sidste gået over til sort kaffe, da leveren ikke rigtig kunne tåle al den humle!
Robert Rasmussen, godt op i 90-erne, fortalte glad og gerne om alle de finurligheder, han havde svejset sammen i Troldmandens Værksted, havde blandt andet lavet en blå Bugattibil i stål, som han gerne ville begraves i. Problemet er bare, at i Danmark begraver man ikke i stålkasser. Jimmi havde været en tur i Ghana og set, at nogle af de lokale kunne lave alt i træ. Han fik Robert med på en tur til Afrika, forøvrigt Roberts første og eneste rejse udenfor Danmark. Robert blev ejer af en blå Bugatti i træ, som nok er for lille som ligkiste, men som Roberts bemærkning var, “så må de skære mig over, så jeg kan være i den!”
Til sidst besøgte vi Skipper i Assens Havn. Han havde boet i kutteren i havnen i 7 år og kendte godt Børge Sønderjyde. Efter de 7 år i Assens Havn, sejlede han tilbage til Næstved, hvor han kom fra. Medens han boede i Assens kom han gerne på den lokale kro, hvor der var Støvsugerræs!! Hvad er det, tænker man? Jo, robotstøvsugere var blevet shinet op med “racermaling” og andre effekter, blandt andet en murerske og et miniaturerensdyr. Disse støvsugere skulle så på en bane forsere nogle kasser øl, inden de i zig-zag endelig nedlagde en Underberg på målstregen. Der blev oddset om, hvem mon vandt!
Tilfælles for alle disse skæve eksistenser kunne Jimmi Bisgaard fortælle, at han behøvede aldrig at stille spørgsmål. De fortalte glad og gerne om deres bedrifter og de manglede aldrig ord.
Nogle af dem havde han samtaler med “på bænken” i 1-3 uger, før han kom med kameraet, andre var mere end villige til at uddele af deres erfaringer om livets tildragelser.
Det blev en meget munter og oplysende aften.