Generalforsamling

Vi ser os nødsaget til at aflyse generalforsamlingen d. 12. august!

På grund af den nuværende Corona-situation, ser vi os desværre endnu engang nødsaget til, at aflyse generalforsamlingen.
Det er vores vurdering, at det i den nuværende situation ikke vil være forsvarligt at afholde generalforsamlingen i det planlagte lokale, med risiko for, at vi ikke kan opretholde de forsvarlige afstandskrav.
Vi håber, at situationen snart ændre sig til det bedre, og vil i løbet af de næste par uger følge udviklingen, med henblik på at fastsætte en ny dato, og sikre “forsvarlige omgivelser”, – så vi ikke kommer til at sidde for tæt.
Vi håber at smittekurven i nær fremtid vil “flade ud”, så vi kan etablere en generalforsamling under ordnede forhold, som ikke vil afskrække nogen fra at møde op.

AFLYST generalforsamling!

Den planlagte generalforsamling i “Langeskov Biblioteks Venner”,
torsdag den 26. marts kl. 19:00, er aflyst, som følge af de omfattende foranstaltninger, som folketinget har iværksat for at undgå, at Coronavirus ikke spredes hurtigere, end at sundhedsvæsenet kan følge med.
Vi håber, at situationen snarest muligt ændres, så det bliver muligt sætte en ny dato for, hvornår generalforsamlingen kan afholdes i acceptable rammer.

Foredrag og film

I forbindelse med fejringen af, at det i år er 100 års siden, at Sønderjylland blev genforenet med sit gamle fædreland, er vi stolte af at kunne præsentere forfatteren Karsten Skov, som med baggrund i sine romaner “Knacker” og “Enkeland“, vil tage os 100 år med tilbage i tiden, og fortælle om forholdene i Sønderjylland.
Aftenen sluttes af med filmen “I krig og kærlighed“, – et drama om en ung sønderjysk soldat, – i krig for det tyske rige, som ved sin tilbagekomst til Sønderjylland ser i øjnene, at der er endnu en kamp at kæmpe for genvinde sin familie.

Det blev en aften, hvor over 100 havde tilmeldt sig. Karsten Skov fortalte om processen omkring tilblivelsen af filmen I Krig og Kærlighed, om afslag og tilsagn, om at finde instruktør og skuespillere, om ansøgninger til sponsorer, om at finde lokationer til indspilningen, om hvor hurtigt eller langsomt det går at lave en film. I pausen havde de frivillige i Kerteminde Bio lavet kaffe/te og Helga, Jonie og Kirsten havde bagt dejlige kager. Kl. 20 startede filmen , en smuk og dramatisk film med dygtige skuespillere.

Velkommen til den nye hjemmeside!

Velkommen til vores nye hjemmeside, hvor vi fremover vil informere om LBV’s aktiviteter. Vi håber du vil synes om konceptet, og imødekommer gerne dine kommentarer – og evt. gode ideer til siden eller til kommende arrangementer.

Vi er i gang med at forberede vores efterårsprogram – som lander i medlemmernes postkasse, når det er færdig i “trykken”:

 

 

Bestyrelse på biblioteks ekskursion

Et udvalg fra bestyrelse drog den 9. maj på en lille tur rundt på forskellige biblioteker, for at danne os et indtryk af, hvorledes vores “fremtidens bibliotek” i Langeskov kunne se ud.
Vi pakkede en bil med deltagerne: Henning, Arne, Kirsten og Eva, og drog ad sted, primært i det fynske, og sluttede i Kolding. 

Første stop Vissenbjerg Bibliotek,(Assens Kommune) som er indrettet i tidligere Vissenbjerg Rådhus. Et smukt og lyst bibliotek med lave, lyse bogreoler på ruller og højere op ad væggene. Et stort og hyggeligt område for børn, ikke så mange reoler med voksenbøger(der er nok ryddet ud ved indflytningen). Fine områder til it-møder. Lokalhistorisk var lukket, men udefra set i stort/store lokaler på 1.sal.

Andet stop var Nr. Aaby Bibliotek, (Middelfart Kommune) som er flyttet i mindre lokaler for en måned siden, havde ikke fået Biblioteksskiltet med over i den nuværende bygning, som er tidligere Nr. Aaby kommunekontor. Første indtryk var mørkt udseende, idet gulvene var mørkeblå linoleum og bogreolerne var sorte – Arne bemærkede at de lignede dem, han havde set på Middelfart Bibliotek. Senere skulle vi erfare, at Nr. Aaby havde overtaget en del af Middelfarts reoler. Biblioteket virkede ikke helt færdiginstalleret.

Tredje stop var Middelfart, som jo ligger noget over vores ambitionsniveau, men flot er det, ligger lige ned til vandet, har ikke en lige væg, alt er buet i bølger, selv loftet. Stueetagen er børneafdeling og der manglede ikke noget! Første sal var voksenafdeling med mange finurligheder, et udstillingsrum med trapper ”i ryggen”, som kan bruges til foredrag, et rum med akvarier og bøger med alverdens fisk. Områder til IT-møder. På tredje sal var der festsal og mødelokale (det så vi dog ikke). Der var også biograf, sandwichbar og lille restaurant i bygningen. Der var flere info-skærme i forskellige størrelser rundt omkring i bygningen.

Vi sluttede af i Kolding, som er et megastort bibliotek i 2 etager – Kolding har også 90.000 indbyggere. Der var så mange rum (glasbure) hvor folk kunne studere, høre musik etc. Der manglede heller ikke mødelokaler.

Vores foreløbige konklusion: 
Umiddelbart tænker vi, at det vi med rimelighed kan stille i forventning er, at Kerteminde kommune vil kikke lidt på indbyggertallet i Langeskov (ca. 4.000), og f.eks. sammenligne det med indbyggertallet i Vissenbjerg (ca. 3.300), og konkludere at Langeskovs nye
 bibliotek bør i det mindste kunne leve op til den standard man har i Vissenbjerg! – Vissenbjerg er en del af Assens kommune – som på økonomi-siden vist ikke kører meget bedre end Kertemindes!
Med det in mente, mener vi, at der er en masse gode ideer at hente i Vissenbjergs indretning og struktur. Desværre var det ikke muligt at besigtige mødelokaler, som lå på 1. sal, sammen med Lokalhistorisk arkiv, men alt i alt, en meget fin løsning, som hvis den f.eks. suppleres med nogle af ideerne fra Middelfart (et café-lignende miljø – og “intelligente bogreoler”, som viser, hvilke bøger der findes på den virtuelle bogreol, og som hurtigt og smart viser forord, og omtale), – ja så vil det ikke være så ringe endda!
Men indtil vidrede går vi jo bare og venter på, at der skal komme et udspil fra kommunen – det er nu 4 år siden, at vi blev lovet, at der snart vil ske noget. Vi håber at udvalget får planerne op af “syltekrukken”, og kommer igang, inden det gamle bibliotek falder fra hinanden!
Indtryk og billeder fra vores tur kan ses under menuen:
LBV-Foreningen -> Biblioteksvisioner